onsdag den 6. juni 2007

Anlæg af surbundsbed





I går, Grundlovsdag, fik vi langt om længe plantet surbundsbeddet. Spagnummen var heldigvis blevet våd nok. Den har også stået i posen, som var fyldt op med vand, i en uge. Vi havde selvfølgelig købt for lidt spagnum, så vi var henne på en planteskole i St. Lyngby og købe mere. Der fandt jeg også den japanske løn, som jeg har kikket efter. Jeg synes ellers kun de sælger dværg løn allevegne. Den jeg ledte efter hedder Acer palmatum 'atropurpureum' eller 'Bloodgood' - formodentlig p.g.a. de meget mørkerøde blade. Det er et kønt lille træ og det bedste ved det er at det er langsomtvoksende (3 m. på 30 år) og ikke fylder særlig meget. Jeg har også købt en dværg løn i en lysegrøn nuance, som skal stå længere henne i beddet. (Acer palmatum 'Dissectum') Den går hængende grene lidt a la en pil. Jeg tror de vil stå godt til hinanden. http://da.wikipedia.org/wiki/Japansk_Løn


Rhododendron


Vi havde så fået et gavekort til en anden planteskole, Foldager, hvor vi købte Rhododendron. Vi købte 7 (hvilket nok var lidt i overkanten, men det hader jeg nok først mig selv for om en 8-10 år) . Vi købte 4 yak rhododendron, som er særligt hårdføre og et par stykker, som er en blandet landhandel:
Yak Fantastica: Rosarøde blomster i slutningen af maj. Efter 10 år 1x1 meter i højden og bredden.
En ukendt yak med smukke hvide blade (de nye skud). Den var hvid/lyserød i blomst og bliver ikke så høj
Yak Marietta: Creme gule blomster i slutningen af maj. Efter 10 år bliver den 1x1 meter i højden og bredden.
Cheer. Storblomstret rhododendron hybrid. (Hybrid af 'Cunningham's White' × red R. catawbiense). Er skabt i Ohio. Bliver 1,5 meter på 10 år. Lyserød/pink blomster med lidt rødt i midten. (gad vide om den bliver kæmpestor - uha!)
Bengal - mørkerød, blomstrer april-maj, bliver 70 cm høj på 10 år
Yak. Silberwolke: Udspringer med lys rosa senere rosahvide blomster med indvendig gulgrøn tegning. Udspringer i slutningen af maj. 1 meter høj og 1,4 bred efter 10 år.
Keleticum (meget lille): Blomstrer i maj-juni. bliver 30 cm høj. Purpur farvede/mørkviolette blomster.

Vi fik så sat dem i bedet og ind imellem har jeg sat den japanske løn, to kalmia buske og min 'Forest flame' pieris, samt en blå hortensia. Det så faktisk ret godt ud. Når det nye spagnum er blevet vådt, planter jeg så bunden til med lyng, bjergte og canadisk hønsebær. Jeg tror også jeg køber et par primula og lobelia.



tirsdag den 5. juni 2007

Andet end surbund - roser

Jeg er også kommet til at gå amok i roser. Jeg elsker blomster og jeg synes roser er fantastiske.
Jeg har tænkt mig at lave et rosenbed i baghaven. Nogle af de "proffe" havefolk som Anne Just og Claus Dalby skriver om, hvordan det er yndigt at blande roser og stauder, mens en gartner så lidt forkert ud i hovedet, da jeg spurgte om det. Roser kan bedst lide at stå sammen med andre roser og de vil vist helst have lidt luft om "tæerne" dvs. bar jord ifølge gartneren.

Så fandt jeg et forslag til et bed i en gammel havebog, som jeg sad og læste i (hold da op hvor man brugte meget gift i haverne dengang, der var side op og side ned med beskrivelser af sprøjtegifte) Nå men tilbage til roserne. Bogen forslog et aflangt bed i ca. 1 - 1½ meters bredde og så x antal meter langt. Så kunne man opdele det i firkanter og først have en firkant med roser dernæst stauder og så roser etc.
Så det vil jeg prøve. Det bliver nok en ren circusforestilling eller Tivoli park, men skidt med det. Jeg er ikke den store æstetiker, jeg skal bare have blomster og farver jubii!

Rosenbed

Så langs med huset vil jeg have et par firkanter med roser. Først en firkant med røde roser, så noget staude fx blå salvie eller geranium eller et eller andet i ca. ½ meters bredder og så en ny firkant med roser, som er lyserøde fra de mørke lyserøde til det blege og så en ny gang stauder på en ½ meter og så hvide roser som går over i svag fersken, en ny gang stauder og så fersken roser, der går over i gyldne farver. Ud mod græsplænen planter jeg en lavendelhæk, som holder græset væk fra beddet og på den anden side er der så fliser og huset.
Det skal nok blive festligt!

Jeg har allerede købt følgende roser, jeg køber ca. 5-6 stykker i hver farve (jeg holder mig til de remonterende storblomstrende og evt. et par engelske):

Røde roser:

4 stk. Ingrid Bergman og 1 stk Hanne (min mor hedder Hanne, så jeg måtte have en Hanne-rose, jeg forærede hende også en til mors dag).

Hvide roser:

Her har jeg ikke fået købt nogle endnu. Men jeg overvejer Karen Blixen roser.

Lyserøde roser

Jeg kom til at købe en Rose de Rescht. Det er godt nok en historisk rose, som ikke remonterer, men jeg har hørt, den skulle være rigtig nuser. Til gengæld kan det godt være den ikke passer ind i beddet og jeg skal finde en anden placering til den, men jeg har også købt to buskroser "Pink Fairy" som heller ikke passer ind og de skal også have en anden placering. Så det må jeg lige finde ud af.

Orange/gyldne roser

2 Troika og 1 Kalmar rose. Jeg kender dem ikke og det var måske en fejl, men de var på tilbud i Netto.

mandag den 4. juni 2007

Idéer til surbundsbed

Forår:
Scilla
Vintergæk
Dorothealiljer
Påskeliljer
Hundetand
Den blå anemone 'Hepatica'.
Alpeviol - 'Cyclamen coum’

Pieris Forest Flame
http://www.123hjemmeside.dk/Lindenborg-haven/2277394
Kalmia med røde og hvide blomster
Rhododendron
Skimmia japonica ’Rubella’
Lyng
Treblad

Sommer
Canadisk hønsebær
Lyng
Hortensia
Primula
Hosta
Høstanemone
Gudeblomst
Løjtnantshjerte
Bregner

Efterår
Bjergte
Lyng
Ensian

Mere surbund

Jeg var på planteskole fredag. I Bagsværd, hvor jeg arbejder, ligger der en stor planteskole i nærheden. Den hedder Aldershvile Planteskole. De har et virkelig stort sortiment i surbund. Rigtig mange rhododendron. Jeg følte mig som om jeg var 7 år igen og havde 10 kr og snolde slik for (10 kr var mange penge til slik i 82).
Det er godt nok svært at vælge rhododendron. Men jeg skal have 5 tror jeg. (jeg har jo en i forvejen).
Jeg købte ikke rhododendron i fredags, men jeg købte forskellige andre surbundsplanter. Der var tilbud på bjergte. 10 for 200 kr, så dem købte jeg. De skal bruges som bunddække sammen med canadisk hønsebær (jeg elsker det navn, det er så fjollet!) og en masse forskellige slags lyng, jeg køber lyng, som blomstrer på alle årstider. Hønsebær, lyng og bjergteen skal bruges som bunddække.
Forest Flame
Jeg købte også en pieris - 'Forest Flame' hedder den.

Den bliver 2 meter, men over ti år, så den vokser langsomt, ellers må jeg klippe den ned (det er også muligt, at den dør inden).
Så købte jeg to kalmia latifolia. Det er den mest almindelige art af Kalmia. Den kommer fra skovområder i den østlige del af USA og den blomstrer i juni og juli. Jeg købte to - en rød og en hvid. Den hvide er allerede begyndt at blomstre. Den har nogle temmelig bizarre blomster, som er næsten firkantede. Den skal have læ, så jeg planter både de to kalmia og pieris busken mellem rhododendron, hvis jeg så køber nogle hårdføre rhododendron, må de give den fornødne læ.










Vi skal plante surbundsbeddet til i morgen Grundlovsdag. Jeg glæder mig.

torsdag den 31. maj 2007

Rhododendron bed i forhaven

Vi har et tre meter bredt og 7 meter langt stykke mellem vejen og vores hus. Vi har nu fået lagt fliser i 1,20 meters bredde langs med huset og så er der et stykke bart jord mellem fliserne og vejen, hvor jeg havde tænkt der skulle være surbundsbed.

Nu tænkte jeg i første omgang på rhododendron. De har flotte blomster og de er stedsegrønne, så der er lidt at kikke på om vinteren, der hvor vi går frem og tilbage hver dag.
Jeg skal nok have sat 6 rhododendron. Jeg har en i forvejen. Den fik jeg for 5 år siden i værtindegave, det var en lille potteplante og den var på størrelse med en alpeviol. Jeg vidste godt, at den nok ville have bedst af at stå ude, så jeg smed den op i en potte på terrassen ved min gamle lejlighed. Der kom den i tanke om, at den var en rhododendron for nu er den vel ½ meter høj. Jeg har behandlet den stakkels rhododendrom helt forfærdeligt, den er ikke blevet vandet særlig meget, den har haft frostskader og den har stået i almindelig havejord og er overhovedet ikke blevet gødet. På et tidspunkt havde den heller ikke så mange blade og dem den havde var gule. I starten af 2006 var jeg nødt til at flytte den. Jeg skulle flytte til en lejlighed på Østerbro uden altan, mens vores hus blev bygget. Så købte jeg en stor plastikpotte og fyldte den op med almindelige havejord (det med surbund tog jeg ikke så højtideligt) og så kom den ud at stå i mine forældres have. Den blev MEGET glad for den nye jord. Det år i maj/juni havde den så mange store lyserøde blomster at man knap nok kunne se bladene, det var helt utroligt at se på. I år har den kun en blomst, men mit gæt er, at den har brugt alle næringsstoffer i jorden den står i og jeg tror generelt rhododendron har haft en lidt bøvlet vinter, min svigermors rhododendron ser også lidt sølle ud. Men den rhododendron jeg fik som værtindegade og, som har holdt så tappert ud - den skal have hæderspladsen i mit bed.

Spagnum..

I går var vi så ude at købe spagnum. Vi købte 9 poser med 300 liter rhododendron spagnum i hver og så hjem på vores nye trailer. Hold da op hvor er de bare bøvlede og tunge! Vi fik lodset poserne ud i bedet og lavede små huller i poserne som vi hældte vand i med haveslangen. Nu står nogle af poserne og ser "gravide" ud, de er fyldt med vand, men det ser ikke rigtig ud som spagnumen gider suge det til sig, det går i hvertfald meget langsomt. Det havde da været helt håbløst hvis vi havde hældt jorden ud af posen og så forsøgt at gøre det vådt.

Andre planter i surbundsbedet

Ja nu begår jeg jo nok den klassiske fejl at købe fuldstændig overdrevent ind til det bed og så om 5 år er der en eller to bunddækkeplanter, som har taget magten og alle de andre små spændende planter man købte, de er pist væk, men der er rigtig mange forskellige ting jeg gerne vil prøve so what the hell..
Tanken var jo at der skulle være noget at se på året rundt (sådan mere eller mindre) og rhododendron de er fantastisk i maj/juni, men resten af året er de jo ikke super interessante, så jeg har kik på nogle andre ting som kunne være sjove også. Jeg fandt i øvrigt en rigtig god artikel om det: http://www.surbundsbed.dk/artikler/ikke_bare.html, som jeg er blevet meget inspireret af.

onsdag den 16. maj 2007

Helt ny i blogger-verdenen

Blog om min have

Hej

Jeg tvivler på at dette har nogen som helst interesse for andre end mig selv. Men jeg tænkte at et blog program også kan anvendes som dagbog. Ikke forstået på den måde at jeg har behov for krænge mit indre ud, mit forhold til min svigermor, arbejdsgiver, sexliv eller andre tåkrummende pinligheder (har set rigeligt med dårlige eksempler på den slags), som formodentlig ikke giver andet end problemer for bloggeren selv, samt fnis og surhed fra omgivelserne.
Blogs skal i mine øjne have et formål, det kan være diskussioner af politik, hobbyer, bøger m.m. Selvfølgelig kan Bridget Jones typer bruger den til andet, men det er nu ikke mit formål.

Formål
Efter denne uendelig lange og kedelige indledning, kommer jeg nu frem til formålet med denne "dag" - nok nærmere "uge" eller "måneds" blog: Jeg vil skrive om min have.

Jeg har ikke nogen have.

Jeg har p.t. et stykke bart jord på 504 kvm hvorpå der er placeret et nyt murstenshus på 115 kvm.

Min kæreste og jeg flyttede ind i en nybyggede villa i november 2006. Siden da har der ligget store jordbunker på grunden. I de sidste par uger er vi så nået så langt, at vi har fået langt fliser, placeret en støttemur mod naboen (der var et terrænskel) og fået lagt muldjord på.

Det er udgangspunktet og tanken med denne blog er at notere fremskridtene ned.
Hvordan vil jeg indrette min have?
Hvad skal der være af planter (jeg går nok amok i et havecenter på et tidspuntk)
Hvad "høster" jeg af gode erfaringer?
Hvad fungerer absolut ikke?

Det er rart at have et sted hvor man kan samle sine erfaringer. Hvis du så på et tidspunkt skulle falde over min blog og få lyst til at øse af dine erfaringer, så er de meget velkomne.